Historien bag K.R. Schmatz & sønner ApS
K. R. Schmatz & Sønner er en familiedrevet virksomhed med stolte traditioner,
Virksomheden er grundlagt i 1970 af Karl Rudolf Schmatz og hustru Liva Schmatz.
Karl Rudolf Schmatz var oprindeligt i gang med en uddannelse som gartner, da han i midten af tresserne droppede ud af denne for at starte som chauffør på Dybbøl Mølle, hvor han kørte med mel til bagere i hele landet. Derudover kørte han med foderstoffer for FAF.
I sit virke som chauffør opdagede han, at jernskrot kunne genbruges og startede med indsamling af dette og kom i kontakt med recycling firmaet P. Riggelsen, Aabenraa (i dag kendt som Uniscrap), som også opfordrede Schmatz til at begynde på indsamling af aviser, pap, papir og plast som også kunne genbruges.
I 1970 tog Schmatz denne opfordring til sig og købte sin første lastbil, indrettede kontor i hjemmet, hvor hustruen Liva skulle tage sig af det administrative. Derudover tog han kontakt til diverse firmaer og forretninger i Sønderborg og omegn om indsamling af ovennævnte genanvendeligt affald.
Herefter fik han en aftale med P. Riggelsen. En aftale, der skulle vise sig at blive starten på et langvarigt og uforglemmeligt positivt samarbejde igennem 41 år.
I 1973 blev en hal i Sundsmark lejet, og en pappresser blev anskaffet.
men der gik ikke længe inden pladsen blev for trang, derfor købte K. R. Schmatz i 1975 grunden på Ellegårdvej 24 og opførte en hal på 310 m2 og flyttede faciliteterne fra Sundsmark hertil, hvor firmaet i dag stadig har til huse.
I 1976 blev der ligeledes opført en privatbolig på adressen, så familie og erhverv var samlet.
I sin færden rundt omkring i Sønderborg, var der mange der forespurgte om Schmatz ikke også kunne flytte. Jamen selvfølgelig kunne han det, der blev ansat en chauffør og forretningen udvidet med flytninger og budkørsel for firmaer og private.
Karl Rudolf og Livas
2 sønner, Bent Rudolf Schmatz og Jan Rudolf Schmatz har allerede fra den tidlige skolealder hjulpet til i firmaet, og da skoletiden fik sin ende, var det meget naturligt for dem, at de skulle arbejde med i firmaet. Deres indtræden i firmaet bevirkede at udover indsamling af jern, aviser, pap og papir, flytteopgaver og bud kørsel nu kunne udvide med containerservice/udlejning til både erhverv og private, samt transport og indsamling af brændbart ikke genanvendeligt affald, haveaffald, beton og tegl m.m. Senere er der også blevet udvidet med møbelopmagasinering.
I december 2001 gik Karl og Liva Schmatz på velfortjent pension efter 30 år og firmaet blev overdraget til sønnerne og deres hustruer Heidi og Gitte.
I 2004 blev der opført en ny hal til administration og møbelopmagasinering.
I sommeren 2005 var den 3. generation klar til at træde ind i firmaet og sønnerne Dan og Glenn blev ansat.
I juli 2011 er sønnen Martin kommet til.